Jeg var tidligt på færde om morgenen på premieredagen, og hvade besluttet mig til at tilbringe den første halve time af bukkejagten i en hochsitz, med udsigt til et stort engareal og en nyslået græsmark. Egentlig havde jeg ikke set nogen jagtbar buk her, men der var flere unge bukke, og faderen måtte jo også være et sted. Lidt af en satsning, men den slags har før givet pote. Derefter ville jeg starte en pürch som vile bringe mig rundt på det 100 ha store revir.
Som sagt så gjort. Halvvejs oppe ad stigen fik jeg øje på den første rå i en lille fordybning i græsmarken, og efter kort tid var jeg omringet af 3 råer. Den ene kom betænkeligt tæt på en overgang, og den brugte den næste halve time til at skælde mig ud. Tror ikke rigtig den kunne finde ud af, om der var fare eller ikke, for både den og de andre to blev roligt gående.
Nå, nu kunne jeg jo ikke komme ned og starte min pürch uden at skræmme råerne, så lidt ærgerlig til mode blev jeg siddende og håbede på en bedring i situationen. Den kom helt uventet, da bondemanden begyndte at sprøjte majsmarken bag mig. Det kunne råerne ikke lide, og de fortrak stille væk fra den ildelugtende sprøjtetåge. Jeg blev siddende lidt for at se, om traktor og sprøjte måske kunne jage en buk over til mig, men intet skete.
Nu var jeg også blevet træt af larm og lugt, så jeg besluttede, at gå til bage til bilen, køre rundt om reviret, og starte min pürch på en 12 ha stor græsmark som ikke var slået endnu. I dette område skød jeg en stærk buk på 5-7 år sidste år, så der var gode chancer for, at pladsen var overtaget af en jagtbar efterfølger.
Jeg ankom samtidig med et monstrum af en græsslåmaskine som skulle igang på marken. Hmm, det duede jo ikke, så hvilke muligheder var der nu ? Klokken var 06:35. Chaufføren i monstrumet skulle lige have sig en bid brød og en kop kaffe, så ville det gå løs. Så slog det mig, at råvildtet som sad rundt om i det lange græs, for der er altid råvildt her, helt sikkert vile forlade marken når spektaklet begyndte. Og hvilken vej ville de gå ? Sædvanen tro ville de sandsynligvis søge indad på mit område, i retning af hvor jeg kom fra. Så hvorfor ikke udnytte situationen ?
Ind i bilen igen og tilbage hvor jeg kom fra. Endelig, pürch start ! Målet var naturligvis den store græsmark.
Stille og roligt ud til hochsitzen hvor jeg startede i morges. Stadig 2 råer på marken. Videre langs hegnet på en majsmark som endnu ikke var sprøjtet, og ind på en tredie græsmark, som var nyslået ligesom den første. Målet var her den modsatte side af en lille skov på en bakke midt på marken. Herfra ville jeg kunne se markskellet til græsmarken som nu var ved at blive slået. Ups, der kom en ræv med et eller andet i flaben. Den fik ikke lov til at opdage mig og lave uro. Da den er væk går det videre op til skoven. Rundt om den og hovedet op over bakken.
Kikkerten op og sondere omgivelserne grundigt. Dér, 3-4 hundrede meter nede langs det levende hegn gik der et stykke råvildt med kurs op mod mig...! En buk ! En seksender, ikke særlig høj ser det ud til, men den ser ud til at være kraftig. Tyk og kraftig hals. Uhhhh, rolig nu....! 30-40 m fra mig stod en hochsitz, men det var for farligt at prøve den vej. Stor fare for opdagelse, da der intet var mellem mig og bukken. Tilbage igen, bag om skoven og op langs med den modsatte skovkant. Håbede ikke den nåede bakketoppen før mig, for så var alle odds i dens favør. Jeg nåede det, og da jeg fik hovedet op over bakken så jeg bukken gå fredeligt og æse langs med læhegnet ca. 100 m væk. Riflen op på den trebenede som har givet så god støtte i mange situationer. Betragte bukken gennem sigtekikkerten. Den var god nok. Ældre kraftig buk og stor af krop.
Tre dybe indåndinger, vente nogle få sekunder, og skuddet gik mens den havde hele bredsiden til. Bukken sprang voldsomt op i hegnet, hang lidt fast, sprællede voldsomt, og slog en saltomortale ud på den anden side. Godt skudtegn. Den måtte ligge forendt på den anden side af hegnet. Klokken er 07:32.
Og det gjorde den. Fin placering af kuglen. Fin buk. Fin pürch. Alderen er senere vurderet til 3-4 år, og vægten var 21 kg opbrækket.
Del siden