Restaurant Wolkenlos
Restaurant Wolkenlos
Stranden.
Stranden.
Strandpromenaden.
Strandpromenaden.
Niendorf.
Niendorf.
Kate. Her ryges skinkerne.
Kate. Her ryges skinkerne.
Butikken.
Butikken.
Hygge på havnen i Niendorf.
Hygge på havnen i Niendorf.

Vi købte en sweet-deal til Country Hotel Timmendorfer Strand i nov. 2021. To overnatninger med morgenmad, samt én tre retters middag.

Timmendorf ligger kun to og en halv times kørsel fra DK, og lige ud til Østersøen. Byen er ikke stor, men der er en fin bymidte med butikker og cafeer. Miljøet er dog temmelig turistagtigt, og alt er dyrt i Timmendorf.

Mad og drikkevarer på cafeer og restauranter ligger over priserne i Flensborg, og mindst 30% over priserne i f.eks. Harzen. Og man skal se sig godt for. Mange steder er der tale om regulær turistaffodring.

 Hele vejen langs den 7 km lange strandpromenade ligger der hoteller og ferielejligheder. Ingen tvivl om, at der er trængsel i sommerhalvåret. Stranden er rent sand, og den er enorm. Både i bredde og længde. Væsentligt længere end strandpromenaden.

Nabobyerne kan nås via promenaden, og især fiskerbyen Niendorf, et par kilometer mod syd, kan varmt anbefales. Her er der virkelig miljø omkring havnen. Fiskerhuse med salg af både frisk fisk, samt tilberedte fiskespecaliteter som fortæres ved små borde og bænke på havnen. Vin, øl og kaffe til at skylle ned med er der også. Frokost her på en solrig dag er virkelig dejligt.

 Vi gæstede restaurant Wolkenlos til frokost og Holsteiner Hof til middag. Vores oplevelse: Bliv væk. Halvdårlig mad til alt for høje priser. Eftermiddags øl og vin fik vi på cafeerne på torvet, og det var helt ok, men næsten danske priser for et glas vin.

 Vores hotel leverede derimod fuld valuta for pengene. Meget flink, effektiv og venlig modtagelse. Rigtig fint værelse med stort badeværelse. Pinligt rent og i orden.

Fin parkeringsplads bag hotellet og i kælderen mod gebyr.

Middagen var virkelig god, velsmagende, og fint anrettet. Valgmulighed mellem tre hovedretter. Flinke og venlige tjenere.

De to gange morgenmad var super. Der var stort set alt på buffeten som hjertet kan begære. Jeg mindes kun én buffet der overgik denne, og det var på Hilton i Fiumicino.

Overalt mødte vi kun flinke og hjælpsomme medarbejdere, og høj kvalitet.

Et virkelig dejligt ophold.

Ellers er der rig mulighed for udflugter. Både den gamle hyggelige by Lübeck samt de fine byer Plön og Malente i det naturskønne søland “Holsteinischer Schweiz” ligger inden for bekvem køreafstand.

Egnens berømte røgede skinke “Katenschinken”, som ryges i stråtækte lader, de såkaldte “Katen” er must, hvis man er til den slags. En af de rigtig fine ligger i Harmsdorf. Der er salg af røgede specialiteter lige ved siden af.

Timmendorfer Strand

Del siden