Min første Svenske bukkejagt

1989

Östankärr v. Blakstad.

Efter at have jagtet i både Skotland og Polen, stod jeg nu ved årsskiftet 1988-89 og skulle til at planlægge næste års jagtrejse. Aldrig har jeg været så meget i tvivl om, hvor jeg skulle rejse hen. Min rejsefælle fra sidste rejse var af tids- og forretningsmæssige årsager nødsaget til at springe et år over, så muligheden for at akulle afsted alene forelå. Men hvorhen ? Muligheder var der jo nok af.

Måske en uge sammen med andre ligesindede, mulighed for en buk eller to, jagt på egen hånd, ingen guide, ingen forudbestilt afskydning, men en kamp mellem de sky Svenske skovbukke og én selv. En hytte ude i de store skovområder, fyldt med jægere. Ingen servering og service, men tobaksrøg, sure tæer, mados, sved og lange skægstubbe.

Tanken faldt på A.J. Pind, hvis annoncer jeg tit havde studeret, og en telefonforbindelse blev etableret til Stevnstrup. Få dage efter modtog jeg et katalog, og efter endnu en samtale med Pind, blev rejsen bestilt. Der var udsolgt i Blekinge, så turen skulle gå til Östankärr. Tilbage var nu kun at vente til 14. august.

Dagen oprandt, og turen gik til Viborg, hvor jeg mødtes med Per. Bagagen blev pakket om (det var godt vi ikke var fire i bilen), og afsted gik det til Grenå, hvor vi havde aftalt at mødes med turens jagtleder, Peter Bøje. Der var spænding på, og for Per’s vedkommende var det hans første jagtrejse. Efter at have hilst på, gik snakken snart så livligt om bukke, kronvildt, elge, tjur mm, at vi nær havde glemt færgen. Men med det kom vi da.

Vel ankommen til Sverige næste morgen, satte vi kursen nordpå i strålende solskin. Undervejs skulle det vise sig, at vi fik rig lejlighed til, at nyde landskabet, idet vandpumpen i Per’s gamle diesel blev utæt ! Heldigvis havde han bilen pakket med alskens forskellige ting og sager til hytten, deriblandt en stor gryde ! I gryden blev anbragt en stor plasticpose med vand i, og vupti, -havde vi vand i reserve til resten af vejen, som foregik med hyppige stop, vandpåfyldning, og flade klemmer i grøftekanten.

Vi ankom til Östankärr lige godt middag, og blev modtaget af de allerede ankomne. Eftermiddagen blev brugt til at bese bukke-pas, og snakken gik livligt, idet nogle allerede havde været her et par dage, og havde gode beretninger om bukke. Omkring midnat var vi fuldtallige, og det var en blandet flok nimrødder der nu var samlet omkring spisebordet. Unge og ældre, erfarne og debutanter blandt hinanden. Nogle havde været her før og kunne berette om tidligere års jagter, og spændingen var næsten til at føle på.

Næste formiddag den obligatoriske kontrol af riflerne på skydebanen, og om eftermiddagen rundtur på reviret for at se på flere bukke-pas. Efterhånden havde vi set de fleste, og hver især dannet os en mening om gode og mindre gode steder, så spændingen steg et par grader til, da vi efter aftensmaden skulle trække lod om morgenens pladser.

Efter lydene at dømme, blev der skudt mange bukke i drømmene den nat !

Ud af posen 03:00, morgenmad og famlen rundt i halvmørke efter rygsække, gummistøvler, termokander, og hvad hver især mente det var nødvendigt at medbringe til ca. 5 timers anstandsjagt.

Ca. kl. 10 formiddag var alle hjemme igen, og på paraden lå 2 bukke. En meget flot seksender, nok noget over 100 point, og en spidsbuk.

Aftenjagten gav et par bukke mere.

Andendagen startede med finregn. Ved 5-tiden silede det ned, og efterhånden som dagen brød frem, var alt gråt i gråt. En del af os afbrød jagten, da råvildt jo ikke bevæger sig ret meget i kraftig regn. Vi håbede i hvert fald, at bukkene her, på det punkt, lignede deres artsfæller i andre lande.

Omkring 14:00 klarede det imidlertid op, og solen truede med at bryde igennem hvert øjeblik.

Nu skulle det gå stærkt, - ud og tage imod bukkene når de drivvåde og med slunkne maver kom frem i lysningerne, for at blive tørre og samtidig mæske sig i de saftige, vandperlende, grønne skud.

Jeg trak nr. 57 helt ude i enden af Locknevi Säteri, hvilket jeg var godt tilfreds med. Lidt sump, blandingsskov, og en halvstor kløft med en lille bæk i bunden. Det så lovende ud !

Solen havde vel været fremme en lille times tid da vi endelig nåede derud, så den yderste forsigtighed var påkrævet. Hvis der var bukke i området, ville de sandsynligvis være fremme nu.

Frem med tobakken for at fastslå vindretningen, hvilket kan være ganske vanskeligt i så kuperet et terræn. Vinden svøber utrolig meget sådanne steder.

Jo, den var god nok, lige i ansigtet og væk fra slugten. Tobakken bort, på med den lille rygsæk, og et sidste check af riflen. Og så af sted ind ad skovvejen. Stille og roligt. Ikke gå i gruset i vejsiden. Over en lille grøft, og op gennem blandingsskoven for at få udsigt over slugten, hvor jeg mener der er en reel chance. Hov, - stå stille, - en skovskade. Den skulle ikke få lov til at forråde mig med sin skræppen. Efter et par minutter var den forsvundet. Men hvad var nu det ? To ravne. Dem havde jeg ingen erfaring med, men foretrak, at blive ved med at ligne en træstub indtil de var trukket over. 5 minutter til og der skulle være udsigt over slugten. Forsigtig fremrykning, bunden var forrædderisk. Her kommer det gamle indianske læresæt-ning ”To be at succesful woodland hunter, you have to walk little, and look much” helt til sin ret. God at have i baghovedet.

Den modsatte side af slugten begyndte nu at dukke op, og snart havde jeg fuldt udsyn. Med begge albuer solidt plantet på en klippeblok, blev slugten grundigt gransket i kikkerten. Jeg måtte desværre konstatere, at der ikke var et fugtigt øje at se i hele slugten. Kvasbunker og klippeblokke i massevis, - hm, måske skulle man prøve fra en anden vinkel. Jeg indledte en stille pürch inde i træernes skygge, langs med slugten. Overalt var der masser af tegn på råvildt og elg, - men hvad var nu det ? Var der ikke noget der bevægede sig i solen der ovre på den modsatte side ? Langsomt op med kikkerten, - hvor var det nu….- der var det igen.

Du altforbarmende, hjertet fór op i halsen og munden føltes som et stykke af Sahara. Dér, - lige dér under klippeblokken sad en buk med en kæmpe opsats. Kun hovedet var synligt over de falmende bregner. Og hvilken buk ! Seksender, omkring dobbelt ørehøjde og tilsyneladende regelmæssig. De blankpolerede sprosser glimtede i solen, og det er helt sikkert det, der har fanget min opmærksomhed.

Nu ganske rolig, rolig vejrtrækning og dybe indåndinger. Betragt den som en fjende, det hjælper altid.

Stille af med rygsækken, ned på knæ og ud til kanten, hvor der står en lille forhutlet gran der kan bruges som dækning. Op at sidde bag granen og anlæg på en ung birk.

Fint, - hvis det nu bare kunne behage bukken at rejse sig mens jeg havde nervesystemet under kontrol. Minutterne gik og føles som timer. Fluerne summede og kravlede op i næsen og ind i ørerne. En sand plage. Vi var i nogenlunde samme niveau, så der skulle ikke spekuleres på kuglebane. Afstand ? – 120-130 meter. Udmærket. Pludselig stod den der, men med rø… lige imod mig. Rolig nu.

Stille og roligt essede den sig op langs siden af klippeblokken. Håbede den ville gå ud på klippeblokken og vende siden til… Med riflen i anslag afventede og fulgte jeg den, og pludselig skete det. Et lille elegant hop, og bukken blev synlig med hele bredsiden til. Langsomt op på bladet med trådkorset og klemme skuddet af.

Skuddet flængede den totale stilhed der hersker i disse store skovområder, og fik alt liv til at forstumme et øjeblik. Gennem kikkertsigtet så jeg et bagløb sparke et par gange i luften. Ny patron i kammeret.

Men nej, - den gik ingen steder mere. Sank momentant sammen hvor den stod. Hørte garanteret ikke skuddet. En værdig død for en stærk buk. Klokken er 15:40.

Fem minutter efter kunne jeg beundre bukken. stor af krop, nok den største jeg endnu havde set, flammende rød, og sikke hovedprydelse. Seksender, regelmæssig, høj og kraftig og ingen beskadigede sprosseender. Lidt lys i farven måske. Et smukt trofæ, og bestemt ikke et af dem der går tretten af på dusinet. Sikkert medajleklasse.

Kuglen sad hvor den skulle, og hjertet lå nærmest løst i brystkassen.

Sikken et mas at få den bugseret tilbage over slugten. Op over kvasbunker, rindt om klippeblokke.

Efter at have brækket bukken og lagt den på det køligste sted jeg kunne finde, godt dækket til med bregner for at holde fluerne væk, var jeg nu tilbage ved den lille gran og min rygsæk. Jeg besluttede mig til at blive her til lukketid. Udsigten var god, vejret fint, min øl kølig, og jeg havde det dejligt.

En lille times tid senere, midt i et stykke med leverpostej, registrerede jeg atter bevægelse på modsatte side af kløften. Sandelig, om det ikke var endnu en buk ! Det her var næsten for godt til at være sandt. Kikkerten frem, - jo den var god nok, en fin spidsbuk. Den slog en stor bue ned over skråningen, og havde bestemt ingen hastværk. Fuldstændig intetanende om min eksistens og de tanker der fes rundt under min hat ! Den lille mand med hornene i panden og ham med vingerne på ryggen, talte skiftevis til mig. Ham med vingerne vandt, og bukken fik lov at passere, og snart havde granerne  opslugt ham.

Først på aftenen kom  der en rå med 3 store fine lam, og lidt senere et smaldyr.

Vejret var fantastisk, naturen omkring mig utrolig smuk i sine høstfarver, jeg havde nedlagt medaljebukken,- hvad mere kan man forlange af en jagt ?

Jeg brød tidligt op og listede ud til vejen for at vente på Peter.

Den sidste morgen fik jeg igen chance for en lille ung buk, men den fik lov at slippe for at vokse sig stor og stærk.

I alt blev der nedlagt 15 bukke fra 16.-21. august. Heraf var 3 i medaljeklasse, og alle var store stærke dyr som kropsmæssigt lå langt over hvad vi er vant til i DK. Min buk vejede 24 kg opbrækket, og blev senere opmålt til 109,3 point.

Alle fik desværre ikke skudt en buk, men alligevel var der ved turens afslutning bred enighed om, at turen havde været vellykket. Alle havde set råvildt, elge og skovfugle.

Hvis betingelsen for jagtsucces er en stor vildtparade, mener jeg man gør bedst i at glemme de Svenske skovbukke.

Er det derimod samvær og naturoplevelser man søger, og er man indstillet på at deltage i alt omkring rengøring, madlavning og slagtning samt trofæklargøring, kan man roligt booke en lignende tur.

Jeg er vender med sikkerhed tilbage til bukkene i Sverige.

Del siden