Alsace 2018

Sommerferien 2018 skulle foregå i bil, for første gang i 21 år. Destinationen var Alsace, via Mosel, og hjem via Trier. Et gensyn med disse steder efter 23 år. Ved Mosel havde vi booket et dobbeltværelse på pension Villa Tummelchen i Cochem, i Alsace fem nætter på Hotel Des Deux Clefs i den lille by Turckheim. Til hjemturen havde vi booket en enkelt nat på hotel Ibis Style Trier, midt i den gamle by i centrum.

Udturen gik forholds begivenhedsløst, idet vi valgte at køre på en tirsdag. Tirsdag og onsdag er de mindst trafikerede dage på de tyske motorveje. Så bortset fra mange og lange vejarbejder, var der ikke de store problemer.

Villa Tummelchen i Cochem ligger med en fantastisk udsigt over byen og over floden. Vi fik et af deres bedste værelser med fuld udsigt. Tillige er der terrasser i flere plan med fuld udsigt, hvor man kan nyde morgenmaden i godt vejr, eller et glas øl eller vin fra den veludstyrede selvbetjenings bar. Eneste ulempe er adgangen til pensionen. Man kører op ad en meget smal brostens belagt gå-gade, bakker op i indkørslen og checker ind med sit haben-gut. Derefter kører man bilen videre om på den anden side af bjerget til en aflåst privat parkeringsplads, og går ca. 100 m tilbage til pensionen via en lille sti. Lidt bøvlet, men det fungerer fint. Det opvejes til fulde af både lækker morgenmad, dejligt værelse og et utroligt flinkt værtspar. Vi vil anbefale pensionen til alle der skal overnatte eller holde ferie ved Mosel.

Der er mange turister i Cochem, og der er mange restauranter, barer, vinerier og souvenirbutikker. Der er gode muligheder for at blive snydt. Vi spiste aftensmad hos Zum Onkel Willi, i udkanten af byen. Det var ikke så ringe endda.

Tur- og rutebådene lægger også til i byen.

Næste dag gik det videre langs Mosel, hvor der er utrolig flot, op over Huhnsrück og på motorvej A1 til Frankrig. Målet var Marlenheim, hvor vin ruten starter i nord. Herfra ville vi så følge vin ruten til Turckheim. Ingen problemer med at komme til Marlenheim, men vin ruten lykkedes det ikke at følge mere end et par kilometer. Vi gik ud fra, at den var skiltet, og derfor let af følge. Det var den ikke. Vi opgav, og tog motorvejen til Turckheim. Øv, det var da ingen god start.

Vi fik en venlig modtagelse på Hotel De Deux Clefs, og fik anvist værelse og parkeringsplads i gården. Her skulle vi så bo de næste fem nætter. Hotellet ligger virkelig centralt i den lille fredelige by, Turckheim, og kan dateres tilbage til 1600 tallet. Det skulle vise sig, at der ikke er sket meget siden da.

Vi fik værelse nr. 8 på 2. etage, som er et prestige værelse. Det var meget dunkelt, og klædeskabet f.eks., stod i totalt mørke uanset om det var dag eller nat. Vi brugte en lommelygte, for at se ind i skabet.

Der manglede lys i én af sengelamperne, men den blev ikke skiftet på trods af, at vi skruede pæren ud første aften, og lagde den ved siden af lampen.

På badeværelset var der ingen belysning ved håndvask og spejl, så barbering og make-up her var helt umulig. Vi måtte ligge på knæ foran et åbent vindue, for at få lys. Spejlet på badeværelset var faktisk overflødigt. Afløbet til håndvasken var også næsten tilstoppet. Et forhæng ved badekar og bruser ville være en god ide, da gulv og omgivelserne var fuldstændig våde efter et bad.

Der var absolut ingen prestige over det.

Men værst af alt, så manglede der en flugtvej. Hvis der gik ild i den gamle tæppebelagte trappe, var der ingen anden vej ud, end at springe ned på gaden, i vores tilfælde fra 2. etage.

Men byen kan absolut anbefales, hvis man altså ikke elsker horder af turister og souvenirbutikker, men vi råder alle til at gå langt uden om hotellet.

Byen har flere gode restauranter, et supermarked, to bagere og én souvenirbutik. Vi kan især anbefale restaurant Stewala. Her spiste vi fire aftener, og fik super fin mad og lækker betjening.

Byen ligger også centralt for udflugter og vandreture i hele vinområdet, og der er to vingårde i byen.

Da vi besøgte området i 1995 var vi ret imponerede af de gamle byer Kaysersberg, Riquewir og Ribeauville. Dem besøgte vi selvfølgelig igen, og fik lidt af et chock. Der var overfyldt af turister og næsten ikke én alm. butik på hovedgaderne. Kun souvenir, tvivlsom mad og billig vin. Vi bestilte Gewurztraminer, og fik noget værre sprøjt.

I 1995 kørte vi over Route de Ballon i Vogeser bjergene. Der var fantastiske udsigter over store dele af lavlandet med alle de små byer og vinmarkerne 1300 m nede. Så det skulle vi selvfølgelig igen. Nu er ruten stort set tilgroet på begge vejsider, så der er ingen udsigt. Vi passerede faktisk Grand Ballon uden at opdage det.

Det samme gør sig gældende ved Col de la Slucht. Stort set umuligt at se noget. Det er nu lidt ærgerligt.

Colmar huskede vi også som en hyggelig by, og besøgte den selvfølgelig også igen. Den er stadig vældig hyggelig, og der er gode mulighed for shopping. Området omkring kanalen, Canal de Colmar, er i mellemtiden omdannet til Lille Venedig, La petite Venice, og her er der virkelig mange turister og souvenirbutikker.

Den store gamle imponerende borg Haut Koeningsburg, højt beliggende på en bjergtinde, besøgte vi også igen, og her var det som om tiden havde stået stille. Ikke kun siden vi var der sidst, men siden den blev forladt sidste gang. Et besøg her er absolut et must.

Efter 5 dage i vinlandet mellem Alperne og Vogeserne gik det atter hjemad. Første mål var tysklands ældste by, Trier. Det er en rigtig fin og hyggelig by, som kun kan anbefales at besøge. Vi havde valgt hotel Ibis Styles Trier, som er nyrenoveret, og ligger ud til en gård med direkte adgang til den gamle by og gågaderne med butikker, cafeer og restauranter. Hotellet er rigtig godt. Dejlige lyse værelser med aircondition, fin morgenmad og flinke medarbejdere. Eneste anke er hotellets egen parkering, som koster 16,90 Euro pr døgn. Men så holder bilen også lige uden for døren på en aflåst plads. Hotellet deler gård med en rigtig fin restaurant, l’Osteria. Vi spiste frokost her da vi ankom, og da vi var færdige med den, reserverede vi straks et bord til om aftenen. De laver virkelig god italiensk mad, og både kokke og tjenere taler italiensk. Det var en oplevelse som vi gerne gentager. l’Osteria er en restaurant-kæde, og er repræsenteret i virkelig mange byer i Tyskland. Gå aldrig forbi en af dem.

Næste dag blev tilbragt I Volvo’en med 820 km slalom-kørsel gennem 24 vejarbejder på A1, med 80 km fartbegrænsning. Det er et vejarbejde for ca. hver 30 km, eller for hvert 17 minut. Nu har vi I 20 år fløjet ud af Hamborg og fortsat i lejet bil på vore ferier, - og det tror vi da bare, at vi fortsætter med.